Nødsituation

Ved akutte situationer eller nedbrud kan du sende en SMS til vores vagttelefon

Vagttelefon (kun SMS)

+45 29 70 15 95

Send en SMS med følgende information:

  • Dit navn og webshop
  • Beskrivelse af problemet
  • Dit telefonnummer for tilbageringning

Bemærk: Denne service er kun til kritiske situationer hvor din webshop er nede eller har alvorlige problemer. For almindelig support, brug venligst vores normale supportkanaler.

Det lærer du

  • Hvilke importmuligheder Shoporama har, og hvornår du bruger hvilken.
  • Hvordan du gør din fil klar, så æ, ø, å, priser, kategorier, og billeder kommer rigtigt med.
  • Hvordan du prøver af på tre varer og derefter importerer resten uden dubletter.
  • Hvordan du tager lager, billeder, og gamle adresser med.

Har du brug for denne lektion?

Lektionen er valgfri. Har du dine varer i et regneark eller en anden webshop, sparer en import dig for at taste dem ind én ad gangen. Har du kun få varer, så opret dem som i lektionen om produkter.

Den rækkefølge, der giver færrest overraskelser:

  1. Opret produktprofilerne, hvis dine varer har varianter (lektion 5).
  2. Importér varerne. Først tre linjer, så resten.
  3. Importér lageret for sig.
  4. Tjek resultatet, og lav redirects fra din gamle shop.

Importmulighederne i admin

Du finder dem under Produkter → Import/eksport i boksen Importer.

Boksen Importer på siden Import/eksport med Produkter fra CSV, Fra Shopping Feed, og importørerne til Magento 2, DanDomain, og Shopify markeret
Importer. Vælg importen efter, hvor dine varer kommer fra.
  1. Produkter fra CSV: regneark og eksporter fra de fleste platforme.
  2. Fra Shopping Feed: et Google Shopping-feed som fil eller adresse.
  3. Færdige importer fra Magento 2, DanDomain, og Shopify.
  • Produkter fra CSV er det generelle værktøj, og resten af lektionen handler om den. En CSV-fil er en simpel tekstudgave af et regneark. Importér produkter via CSV.
  • Fra Shopify: Upload Shopifys produkt-CSV. Type bliver kategori, og Vendor (mærket) bliver brand. Kun den første variantmulighed, fx Størrelse, kommer med, og lageret kommer ikke med, så tjek varianterne bagefter. Importér fra Shopify.
  • Fra DanDomain: Upload fire XML-filer, og skriv adressen på din nuværende shop. Kategorier, varianter, lager, billeder, og varernes adresser kommer med. Importér fra DanDomain.
  • Fra Magento 2: Upload Magentos CSV-eksport, og importér varerne 50 ad gangen. Importér fra Magento 2.
  • Fra Shopping Feed giver navn, beskrivelse, pris, brand, og billeder, men ikke kategorier. Der trækkes altid 20 % moms fra priserne, så tjek dem bagefter.
  • Produkter fra JSON er kun til filer eksporteret fra Shoporama.

Gør din CSV-fil klar

Første række er kolonnernes navne, derefter én række pr. vare. Shoporama genkender selv navne som Navn, SKU (varenummer), Pris, Beskrivelse, Kategori, Mærke, Billeder, og Vægt. Vil du se en fil, Shoporama forstår, så hent Produkter som CSV under Eksporter.

  • Tegnsæt: Tegnsættet er den måde, bogstaverne er gemt på. Gem filen som "CSV UTF-8" i Excel, så kommer æ, ø, og å rigtigt med.
  • Priser: Står priserne med komma, fx 89,00, skal Beløb er i dansk format slås til. Står de med punktum, fx 89.00, skal den være slået fra, ellers bliver prisen 8.900.
  • Kategorier: Underkategorier skrives som en sti fra øverste niveau, fx Kaffe > Kaffebønner, og varen lægges i begge. Flere kategorier adskilles med | (lodret streg). Manglende kategorier bliver oprettet, så stav navnene præcis, ellers får du en ny ved siden af.
  • Profil og varianter: Kolonnen Profil vælger produktprofilen ud fra navnet, så stav det præcis, ellers oprettes en ny. Variant(er) med fx 250 g|500 g|1 kg lægger værdierne på profilen, så alle dens varer får dem. Dem en vare ikke har, fravælger du under Vælg aktive varianter på varen. Eget SKU-nummer eller egen pris pr. variant kræver det avancerede format i Guide til importfelter nederst på siden efter upload.

Billeder

Importen henter billederne fra en adresse på nettet. Skriv den fulde adresse (https://…), og adskil flere med |. Adressen skal vise selve billedet i en browser. Har varen billeder i forvejen, bliver de erstattet.

Ligger billederne kun på din computer eller et fildrev, har du to muligheder:

  • Importér uden billeder, og træk dem bagefter ind under Produktbilleder på hver vare. Du kan vælge flere på én gang.
  • Læg billederne et sted med en offentlig adresse, fx din nuværende webshop eller dit webhotel, og skriv adresserne i filen.

Kommer du fra en anden webshop, har eksporten typisk billedadresserne med. Luk ikke den gamle shop, før billederne er hentet.

Kommer du fra en anden platform?

I fx Shopify og WooCommerce kan en vare have flere variantmuligheder på én gang, som farve og størrelse. I Shoporama har en vare én slags variant, som kommer fra produktprofilen. Har dine varer både farve og størrelse, laver du typisk én vare pr. farve, fx "T-shirt blå" og "T-shirt rød", begge med S|M|L i Variant(er). Og hvor fx WooCommerce adskiller flere kategorier og billeder med komma, bruger Shoporama |.

Upload filen, og vælg felter

  1. Åbn Produkter fra CSV under Produkter → Import/eksport.
  2. Upload filen. Der bliver ikke importeret noget endnu.
  3. Tjek felttilknytningen. Vælg selv felt, hvor der står Spring over, og tjek især den første kolonne, som tit ikke bliver genkendt i en CSV UTF-8-fil. Står der spørgsmålstegn i kolonnenavnene, eller står alle kolonner som ét felt, så klik Nulstil, og upload igen med en anden encoding eller separator.
  4. Vælg unikt felt og indstillinger, og klik Importer. Importen sættes i kø, og du får en mail, når den er færdig.
Formularen Upload CSV-fil med felterne Separator, Encoding, og CSV-fil markeret
Upload CSV-fil. Første skridt, før du vælger felter.
  1. Separator: tegnet mellem kolonnerne. Semikolon er standard, men fx Google Sheets bruger komma.
  2. Encoding: filens tegnsæt. Auto passer til CSV UTF-8. Bliver æ, ø, og å til spørgsmålstegn, så gem filen som CSV UTF-8, eller vælg Latin 1. Latin 1 til en UTF-8-fil giver æ i stedet for æ.
  3. CSV-fil: vælg filen, og klik Upload.
Felttilknytning for en CSV-fil med kaffe, hvor Unikt ved SKU og felterne Kategori, Billede URL, og Tidligere URL er markeret
Felttilknytning. Hver kolonne får et felt, og teksten under feltet forklarer formatet. Under Pris står der altid "Salgspris ekskl. moms", også i shops med priser inkl. moms. Hvad der gælder i din shop, står i faldgruben om moms længere nede.
  1. Unikt: kolonnen der genkender varer, du allerede har.
  2. Kategori: kategoristien, fx Kaffe > Kaffebønner.
  3. Billede URL: billedernes adresser.
  4. Tidligere URL (relativ): varens gamle adresse, som sendes videre til den nye.

Prøv med tre varer, og importér så resten

Sæt flueben i Unikt ud for SKU-nummeret (navn og URL virker også). Så bliver en vare med samme SKU-nummer opdateret i stedet for oprettet igen, og kun i de kolonner du har valgt felt til.

  1. Prøv af. Sæt Importer maks. antal linjer til 3, og klik Importer.
  2. Tjek de tre varer: navn, pris, kategori, varianter, vægt, og billeder.
  3. Upload filen igen. Filen bruges op ved hver import, så du uploader og vælger felter igen, gerne med en rettet udgave.
  4. Importér resten. Lad Importer maks. antal linjer stå på det udfyldte tal, som er antallet af linjer i filen, og brug samme unikke felt. Så bliver de tre varer opdateret, og resten oprettet.

Skal du kun rette eksisterende varer, så slå Spring unikke over hvis de ikke findes til. Opdatér priser via CSV.

Importindstillinger med Profil, Importer maks. antal linjer, Træk 20 % dansk moms fra priserne, og dansk beløbsformat markeret
Importindstillinger. Udfyldt til en prøve med tre varer, hvor shoppen har priser inkl. moms, og filen har priser med moms og komma. Når du åbner siden, er Træk 20 % slået til og dansk format fra.
  1. Profil: profilen nye varer får, når filen ikke har en kolonne med profil.
  2. Importer maks. antal linjer: udfyldt med antallet af linjer i filen. Sæt fx 3 til en prøve.
  3. Træk 20 % dansk moms fra priserne: slået til som standard. Se faldgruben.
  4. Beløb er i dansk format: slå til, når priserne står med komma.

Typisk faldgrube

Alle priser bliver 20 % for lave. Fluebenet Træk 20 % dansk moms fra priserne er slået til, når du åbner siden. Hvad der er rigtigt, afhænger af indstillingen Priser på produkter i admin er inkl. moms under Webshop → Generelt.

Er den slået til, skal filen have priser med moms, og fluebenet skal fjernes. Er den slået fra, skal fluebenet kun blive stående, hvis filen har priser med moms.

Typisk faldgrube

Dubletter, tomme varer, og forsvundne billeder. Uden unikt felt kan hver import oprette varerne igen, og mangler navnet et felt, får du varer uden navn. Er SKU-nummeret det unikke felt, skal alle rækker have et, ellers kan en række ende oven i en anden vare uden SKU-nummer. Og har billedkolonnen et felt, erstatter den varens billeder, også når cellen er tom, så varen står uden billeder. Retter du kun fx priser, så sæt de andre kolonner til Spring over.

Lager: importér det for sig

Feltet Lagerstatus i produktimporten lægger tallet oven i lageret, kun på varen og ikke på varianterne. Importerer du filen igen, bliver lageret dobbelt. Bruger du en eksport fra Shoporama som skabelon, så sæt dens lagerkolonne til Spring over.

Brug i stedet Lager → Import/eksport → Importer posteringer. Filen har formatet SKU-nummer;lagerantal;tag, og lageret rettes til det antal, der står. Tag er det korte navn på en lagerlokation og må være tomt. Varianter findes på deres eget SKU-nummer. Opdatér lager med CSV-fil.

Når importen er færdig

  • Nye varer bliver oprettet offline, medmindre en kolonne har feltet Online. Markér dem i produktoversigten, og vælg Sæt online under Flere handlinger.
  • Billederne hentes i baggrunden. Imens står der "i importkø" ved Produktbilleder. Fejler et billede, står adressen og årsagen i notifikationerne under klokken øverst i admin. Billeder importeres ikke.
  • Kig kategorierne igennem under Indhold → Kategorier, og slet ekstra kategorier fra stavefejl.
  • Gik det galt, så markér varerne, vælg Slet valgte under Flere handlinger, ret filen, og importér igen.

Tag dine gamle adresser med

Google og dine kunder har links til din gamle shop. En redirect sender den besøgende automatisk videre til den nye adresse, så du undgår døde links og bevarer dine placeringer i Google. Kolonnen Tidligere URL (relativ) laver en permanent redirect fra varens gamle adresse, fx /shop/kaffe-123p.html, til den nye. Andre adresser, fx kategorier, kan du importere under Webshop → Redirects med knappen Importer. Læs Redirects ved flytning af shop og Undgå at miste Google-placeringer ved flytning.

Gør det nu

Lav en fil med tre af dine varer, upload den under Produkter fra CSV, og prøv importen af.

Åbn Import/eksport →

Ofte stillede spørgsmål

Skal jeg selv lave en CSV-fil, eller kan jeg bruge det regneark, jeg allerede har?

Du kan bruge dit eget regneark. Gem det som CSV, i Excel formatet "CSV UTF-8". Kolonnerne må hedde det, du vil, for du vælger selv i felttilknytningen, hvilket felt hver kolonne skal i, og kolonner du ikke skal bruge, sætter du til Spring over. En Excel-fil (.xlsx) virker ikke, så gem den som CSV først.

Hvad gør jeg, hvis mine æ, ø, og å er blevet til mærkelige tegn efter importen?

Gem filen som CSV UTF-8, upload den igen med Encoding på Auto, og brug samme unikke felt som første gang, fx SKU-nummeret. Så bliver varerne rettet og ikke oprettet igen. Sæt Lagerstatus og billedkolonnen til Spring over, så lageret ikke bliver dobbelt, og billederne ikke hentes forfra. Importen fjerner ikke varer fra kategorier, så slet kategorier med forkerte tegn under Indhold → Kategorier.

Kan jeg importere billeder direkte, eller skal jeg linke til dem, hvor de allerede ligger?

CSV-importen linker. Den henter billederne fra adresserne i filen. Et Dropbox-link virker, når det ender på ?dl=1 og ikke ?dl=0. Et almindeligt delingslink fra fx Google Drive åbner en side og ikke selve billedet, og så fejler billedet med en besked i notifikationerne. Åbn adressen i en browser: ser du kun billedet, virker den.

Kan jeg importere direkte fra Shopify eller WooCommerce, eller skal jeg først lave en CSV-fil?

Fra Shopify uploader du Shopifys egen produkt-CSV under Fra Shopify. Til WooCommerce er der ingen særskilt import, så du uploader WooCommerces produkteksport under Produkter fra CSV med komma som separator. Ret komma mellem flere kategorier og billeder til |. Varianterne ligger som ekstra rækker i eksporten. Saml dem i kolonnen Variant(er) på varens egen række, ellers bliver hver variant til en vare for sig.

Bliver mine kategorier bevaret præcist, eller opretter systemet nye, hvis der er små forskelle i stavningen?

Små forskelle giver nye kategorier. Store og små bogstaver betyder ikke noget, så Kaffe og kaffe er den samme, men en stavefejl, et ekstra ord, eller en anden plads i stien giver en ny. En sti med > starter altid fra øverste niveau. Skriver du kun et navn uden >, bruger importen en eksisterende kategori med præcis det navn, uanset hvor den ligger.

Kan jeg importere lagerantal for hvert produkt og hver variant?

Ja, under Lager → Import/eksport → Importer posteringer. Til en variant skal linjen have variantens eget SKU-nummer. Har varen varianter, og står der kun varens eget SKU-nummer, bliver linjen sprunget over. Varianterne får et SKU-nummer med det avancerede format i produktimporten eller på varen under Lagerstyring.

Hvad gør jeg, hvis importen fejler halvvejs? Skal jeg starte helt forfra?

Nej. Varerne importeres én række ad gangen, så dem der nåede at komme ind, er gemt. Ret fejlen, og upload hele filen igen med samme unikke felt. Så bliver de importerede varer opdateret, og resten oprettet. Var Lagerstatus med, så sæt den til Spring over anden gang, ellers bliver lageret lagt til igen.

Skal tilbudspris og kostpris i importfilen være med eller uden moms?

Tilbudsprisen følger samme regel som prisen, altså indstillingen Priser på produkter i admin er inkl. moms. Kostprisen er altid uden moms i Shoporama, men Træk 20 % dansk moms fra priserne trækker også 20 % fra kostprisen. Skal fluebenet være slået til, så importér kostpriserne for sig bagefter, uden flueben og med samme unikke felt.

Flytter fabrikant og leverandør med rigtigt, eller risikerer jeg, at felterne bytter plads?

Det afhænger af, hvilket felt du vælger til kolonnen. CSV-importen har felterne Brand (varens mærke) og Leverandør (den du køber hos), og begge oprettes ud fra navnet. Fabrikant, som bruges til oplysninger om produktsikkerhed, kan ikke importeres. Opret den under Produkter → Fabrikanter, og sæt den på varerne med Masseredigering i produktoversigten.

Hvor lang tid skal jeg sætte af til at importere et par tusind produkter?

Importen kører i baggrunden, så du kan arbejde videre imens, og du får en mail, når varerne er importeret. Billederne hentes bagefter, lidt ad gangen, så med mange billeder går der længere tid, før alle er på plads. Sæt mest tid af til at gøre filen klar, prøve med tre varer, og tjekke resultatet.

Vil du gå i dybden?

Supportartiklerne forklarer de enkelte funktioner i detaljer.

Shoporama Akademi · Lektion 07 / 13 · Nyeste udgave: www.shoporama.dk/akademi/importer-dine-produkter · Udskrevet 14.09.2026