Fejl ved overførsel til GLS
Oversigt over typiske fejl ved GLS-overførsel i Shoporama og løsninger til dem.
Når du overfører ordrer til GLS fra Shoporama, kan der opstå fejl. Her er de mest almindelige fejl og deres løsninger.
"Not allowed to generate shipments"
Denne fejl betyder, at dit GLS-kundenummer ikke har rettigheder til at oprette forsendelser via API'et. Det skal aktiveres af GLS.
Løsning:
- Ring til GLS IT på tlf. 76 33 12 35
- Bed dem aktivere API-adgang til dit kundenummer
- Det tager typisk kun et par minutter, før det er slået til
Ugyldig adresse
GLS validerer modtagerens adresse. Hvis adressen er ufuldstændig eller indeholder fejl, bliver forsendelsen afvist.
Løsning:
- Kontrollér at ordren har en gyldig adresse, postnummer og by
- Tjek at landekoden er korrekt (fx DK for Danmark)
- Fjern eventuelle specialtegn eller ugyldige tegn fra adressefelterne
Forkert pakkeshop-ID
Hvis kunden har valgt pakkeshop-levering, men pakkeshoppens ID er ugyldigt eller pakkeshoppen er lukket, kan overførslen fejle.
Løsning:
- Kontrollér at pakkeshoppens ID er korrekt på ordren
- Prøv at ændre leveringsmetode til en anden pakkeshop eller direkte levering
Modtageren mangler fornavn eller efternavn
Sendes pakken til en pakkeshop, kræver GLS, at modtageren har både fornavn og efternavn. Har kunden kun skrevet ét navn, afviser GLS forsendelsen, og i ordrekøen står der, at modtageren skal have både fornavn og efternavn, når pakken sendes til en pakkeshop.
Løsning:
- Klik Ret ordren under fejlen i ordrekøen.
- Skriv modtagerens fulde navn, og gem ordren.
- Gå tilbage til ordrekøen, og klik Prøv igen.
GLS' system svarede ikke
Står der i ordrekøen, at GLS' system ikke svarede, var der en midlertidig fejl hos GLS. Der er ikke oprettet nogen pakke, så du kan roligt klikke Prøv igen om lidt.
Deposit Service uden tekst
Har du slået DepositService til på en GLS-fragtmetode, må chaufføren stille pakken, fx ved døren. GLS kræver så en tekst om, hvor pakken må stilles. Shoporama bruger kundens kommentar på ordren, og har kunden ikke skrevet noget, teksten i feltet Default kommentar på fragtmetoden. Er begge tomme, bliver labelen ikke sendt til GLS. Den står som Fejlede i ordrekøen med forklaringen om, at hverken kunden eller fragtmetoden har skrevet, hvor pakken må stilles. Der er ikke oprettet nogen pakke hos GLS.
Shoporama skifter ikke selv til almindelig levering, fordi du måske har lovet kunden, at pakken bliver stillet. Du vælger selv mellem to løsninger:
- Skriv en standardtekst og prøv igen. Gå til Levering → Fragtmetoder, rediger GLS-fragtmetoden, og skriv fx "Stilles ved hoveddøren" i feltet Default kommentar under GLS-indstillinger. Klik derefter Prøv igen ud for labelen i ordrekøen. Teksten bruges fremover på alle ordrer, hvor kunden ikke selv har skrevet noget.
- Send som almindelig levering. Klik Send som almindelig levering ud for labelen i ordrekøen. Labelen dannes så uden Deposit Service, pakken bliver ikke stillet, og ordren får en note om, at den er sendt som almindelig levering efter butikkens valg. Valget gælder kun den ene label. Er der flere GLS-pakker med samme fejl, kan du sende dem alle på én gang med Send alle som almindelig levering øverst i ordrekøen.
Læs mere om kundens kommentar, standardteksten, og Deposit Service i Kommentarer på GLS-ordrer.
Forkerte API-oplysninger
Hvis dine GLS API-oplysninger er forkerte, vil ingen overførsler virke. Du finder dem under Levering → Opsætning i GLS-sektionen.
Tjek følgende felter:
- API Brugernavn, dit GLS API-login
- API Password, dit GLS API-password
- KundeID, dit GLS-kundenummer
- KontaktID, dit GLS kontakt-ID
Tip
Fejler en GLS-label, står den i ordrekøen under Ordrer → Ordrekø. Vælg Fejlede i filteret, så står fejlen forklaret på dansk i kolonnen Svar med links til der, hvor du retter den, fx Ret ordren eller Gå til leveringsopsætning. Klik på Detaljer for at se GLS' præcise svar. Når fejlen er rettet, klikker du Prøv igen. Shoporama prøver ikke selv igen, så du undgår dobbelte labels.
Stadig problemer?
Hvis du fortsat oplever fejl efter ovenstående, kan du:
- Kontakte GLS IT på tlf. 76 33 12 35 for at verificere din kontokonfiguration
- Kontakte os på support@shoporama.dk med den præcise fejlmeddelelse
Relaterede artikler
GLS-indstillinger på fragtmuligheder
Forklaring af de GLS-specifikke indstillinger pr. fragtmulighed i Shoporama: pakkeshop, DepositService, PrivateDelivery, FlexDelivery, og...
Checkout-flow og fragtberegning
Guide for udviklere til at implementere fragt i checkout-flowet i et Shoporama-tema.
DHL pakkeshop
Guide til opsætning af DHL pakkeshop som forsendelsesmetode i Shoporama. Lad kunderne vælge nærmeste DHL ServicePoint ved checkout.