Nødsituation

Ved akutte situationer eller nedbrud kan du sende en SMS til vores vagttelefon

Vagttelefon (kun SMS)

+45 29 70 15 95

Send en SMS med følgende information:

  • Dit navn og webshop
  • Beskrivelse af problemet
  • Dit telefonnummer for tilbageringning

Bemærk: Denne service er kun til kritiske situationer hvor din webshop er nede eller har alvorlige problemer. For almindelig support, brug venligst vores normale supportkanaler.

Ordrekø

Guide til ordrekøen i Shoporama. Se status på automatiske ordrehandlinger som capture, fakturering og lagertræk, og lær hvordan du administrerer køen.

Læsetid: ca. 14 minutter
Shopejer

Ordrekøen viser alle automatiske handlinger, der udføres på dine ordrer. Når du fx hæver en betaling, opretter en pakkelabel, eller bogfører en ordre, sker det via ordrekøen. Her kan du følge med i status, se præcis hvad der gik galt, hvis en handling fejler, og vælge hvad der skal ske med den.

Ordrekøen i Shoporama-admin filtreret på Fejlede (2). Ordre 3646 har en fejlet GLS-label med forklaringen om Deposit Service uden tekst, knapperne Prøv igen, Send som almindelig levering, og Fjern, samt linkene Gå til fragtmetoder, Læs om kommentarer på GLS-ordrer, og Detaljer. Ordre 3645 har en fejlet PostNord-label med teksten PostNord afviste oplysningerne, knapperne Prøv igen og Fjern, og linkene Ret ordren, Læs om PostNord-pakkelabels, og Detaljer. Under tabellen står knappen Fjern alle fejlede, og i menuen står der et rødt 2 ved Ordrekø
Ordrekøen filtreret på Fejlede. Den røde ramme viser de to fejlede labels. Hver fejl er forklaret på dansk med links til der, hvor du retter den, og knapperne til højre lader dig prøve igen, sende GLS-pakken som almindelig levering, eller fjerne fejlen. Det røde tal ved Ordrekø i menuen viser fejlene fra det seneste døgn.

Hvad er ordrekøen?

Ordrekøen er en oversigt over alle asynkrone handlinger, der udføres på ordrer i din webshop. I stedet for at vente på at hver handling gennemføres med det samme, lægges opgaverne i en kø og behandles automatisk i baggrunden. Det sikrer, at din administration forbliver hurtig og responsiv, selv når mange ordrer behandles samtidig.

Du finder den under Ordrer → Ordrekø i menuen. Klik på et ordrenummer i køen for at åbne selve ordren.

Statusser

Hver handling i køen har en af følgende statusser, som vises som et farvet mærke i kolonnen Status:

  • Venter (gul): handlingen venter på at blive udført. Står der også udskudt, er den sat til at vente lidt, før den køres.
  • Kører (cyan): handlingen er i gang med at blive udført.
  • Kørt (blå): handlingen er gennemført. Du kan se svaret fra den eksterne tjeneste i kolonnen Svar.
  • Fejlede (rød): fragtfirmaet, betalingsudbyderen, eller bogføringssystemet afviste handlingen, eller der opstod en fejl undervejs. Der er fx ikke dannet en label, eller pengene er ikke hævet.
  • Annulleret: handlingen er annulleret og bliver ikke udført. I kolonnen Kørt står tidspunktet for annulleringen.

Handlinger der har stået i Venter eller Kører i mere end 7 dage, annulleres automatisk. Det samme gælder handlinger på en ordre, der er annulleret eller slettet.

Filtrering

Brug dropdown-menuen øverst til at filtrere på status. Du kan vælge Alle, Fejlede, Venter, Kører, Kørt, eller Annulleret. Ved Fejlede, Venter, og Kører står antallet i parentes.

Er der fejlede handlinger, og står filteret på noget andet end Fejlede, viser en boks øverst på siden fx "2 poster i ordrekøen er fejlet." med linket Vis fejlede, så du ikke overser dem.

Automatisk opdatering

Ordrekøen opdaterer sig automatisk med et fast interval. Standardintervallet er 30 sekunder, men du kan ændre det ved at skrive et andet antal sekunder i feltet Opdatér hvert og klikke Opdatér.

Når en handling fejler

I kolonnen Svar står fejlen forklaret på dansk, fx at modtageren mangler et efternavn, eller at kortudstederen afviste hævningen. Under forklaringen står en diskret linje med links til der, hvor du retter problemet, fx Ret ordren, Gå til fragtmetoder, eller Gå til betalingsgateways, og til den supportartikel der beskriver fejlen. Kender vi ikke fejlen, står fragtfirmaets eller betalingsudbyderens egen tekst der i stedet.

Klik på Detaljer for at se hele handlingen: ordrenummer, handling, status, tidspunkterne for oprettelse og kørsel, fejlen med links, og det rå svar fra tjenesten. Det rå svar er nyttigt, hvis du skal kontakte fragtfirmaet eller os.

Er en handling blevet prøvet igen og venter nu, eller er den annulleret, men det tidligere forsøg fejlede, står der Sidste forsøg fejlede: og fejlteksten i kolonnen Svar. Så kan du stadig se, hvad der gik galt første gang.

Shoporama prøver ikke selv igen

En fejlet handling bliver ikke kørt igen automatisk. Det er et bevidst valg: en handling der ser ud til at fejle, kan alligevel være gået delvist igennem hos fragtfirmaet eller betalingsudbyderen, og et automatisk nyt forsøg kan derfor give dobbelte labels, dobbelte fakturaer, eller en betaling der hæves to gange. Derfor står handlingen som Fejlede, indtil du selv har valgt, hvad der skal ske.

Handlinger

Knapperne til højre i rækken afhænger af handlingens status:

  • Annuller står ved handlinger i Venter. Handlingen annulleres og bliver ikke udført.
  • Prøv igen står ved fejlede handlinger. Du bliver spurgt, om du har tjekket på ordren at der ikke allerede er dannet en label eller hævet et beløb. Handlingen lægges så i kø igen og køres inden for et minut. Du kan følge den under Venter.
  • Send som almindelig levering står kun ved GLS-labels, der fejlede fordi fragtmetoden bruger Deposit Service uden en tekst om, hvor pakken må stilles. Labelen dannes så som almindelig GLS-levering, og pakken bliver ikke stillet. Læs mere i Kommentarer på GLS-ordrer.
  • Fjern står ved fejlede handlinger. Brug den, når du selv har løst problemet, fx ved at oprette labelen på anden vis. Handlingen flyttes til Annulleret og køres ikke igen.
  • Ligger i kø igen er en knap, du ikke kan klikke på. Den står ved en fejlet handling, hvis den samme handling allerede venter i en anden post, fx fordi en kollega har bestilt labelen igen. Den nye post køres inden for et minut, og du kan fjerne den gamle fejl med Fjern.
  • Genstart står ved handlinger i Kører, der er gået i stå. Handlingen sættes tilbage i køen. Kører handlingen faktisk lige nu, er der ingen knap.

Under tabellen står to knapper, når der er brug for dem:

  • Fjern alle fejlede vises, når filteret står på Fejlede. Alle fejlede handlinger flyttes til Annulleret og køres ikke igen.
  • Genstart poster der er gået i stå vises, når der er handlinger i Kører. Handlinger der kører lige nu, bliver ikke rørt.

Venter flere GLS-pakker, fordi fragtmetoden bruger Deposit Service uden tekst, viser en boks øverst på siden antallet og knappen Send alle som almindelig levering, så du kan sende dem alle på én gang.

Alle knapper låser sig efter første klik, så et dobbeltklik ikke lægger den samme handling i kø to gange. Står der "Labelen er allerede i kø og bliver dannet om lidt. Der er ikke lagt en ekstra i kø.", var handlingen allerede bestilt igen, og der er ikke sket noget ekstra.

Typiske handlinger i køen

Handlingerne står med danske navne i kolonnen Handling. De mest almindelige er:

  • GLS-label, PostNord-label, DAO-label, og Burd-levering, der opretter forsendelsen hos fragtfirmaet.
  • Returlabels, fx GLS-returlabel, GLS-returlabel (QR), PostNord-returlabel, DAO-returlabel, DHL-returlabel, og DPD-returlabel.
  • Hævning af betaling, der hæver pengene på kundens kort.
  • Opdatering af track & trace, der henter forsendelsens status hos fragtfirmaet.
  • Overførsel til e-conomic, Overførsel til Billy, og Overførsel til Dinero, der bogfører ordren.
  • Overførsel til EasyPOS og Overførsel til DDD, hvis du bruger de integrationer.

Sådan opdager du en fejl

Du behøver ikke holde øje med ordrekøen hele tiden. En fejl bliver vist flere steder i admin:

  • Tallet ved Ordrekø i menuen. Et rødt tal viser, hvor mange handlinger der er fejlet det seneste døgn. Er en handling prøvet igen eller fjernet bagefter, tæller den ikke med. Fejl i opdatering af track & trace og fejl på annullerede ordrer tæller heller ikke.
  • Handling påkrævet. Opgaven "ordrer har fejl i ordrekøen" samler fejlene fra de seneste 14 dage med knappen Se fejlene, der åbner ordrekøen filtreret på Fejlede. Læs mere i Handling påkrævet.
  • Fejlikonet i ordrelisten. Et rødt ikon lige efter ordrenummeret viser, at ordren har en fejl i ordrekøen. Hold musen over ikonet for at se fejlen, og klik for at åbne ordrekøen filtreret på ordren. Mens en handling venter eller kører, står der i stedet en lille spinner samme sted.
  • På selve ordren. Ordrekøen på ordren viser de samme statusser og den danske fejltekst med links.

Fejlfinding

Læs først fejlteksten i kolonnen Svar, og brug linket under den til at rette problemet, fx en manglende adresse på ordren eller et forkert login i opsætningen. Klik derefter Prøv igen. Siger fejlteksten, at fragtfirmaets system ikke svarede, er der ikke oprettet noget, og du kan roligt prøve igen om lidt.

Står en handling i Kører i lang tid, kan det skyldes et midlertidigt problem hos den eksterne tjeneste (fx betalingsgatewayen eller fragtleverandøren). Er den gået i stå, kan du bruge Genstart.

Fejler GLS-labels, finder du de mest almindelige fejl og løsninger i Fejl ved overførsel til GLS.

Tip

Du kan holde ordrekøen åben i et separat faneblad med automatisk opdatering, så du hurtigt kan overvåge status, mens du arbejder med ordrer i et andet faneblad.

Ofte stillede spørgsmål

Der står et rødt tal ved Ordrekø i menuen. Har jeg gjort noget forkert?

Ikke nødvendigvis. Tallet betyder, at en eller flere handlinger er fejlet det seneste døgn, fx en label der ikke kunne dannes, fordi kunden kun har skrevet sit fornavn. Klik på Ordrekø, vælg Fejlede i filteret, og læs forklaringen i kolonnen Svar. Den fortæller, hvad der skal rettes.

Hvorfor prøver Shoporama ikke bare selv igen, når en label fejler?

Fordi et nyt forsøg kan give to labels eller en dobbelt hævning, hvis det første forsøg gik delvist igennem. Tjek ordren, og klik selv Prøv igen.

Kan jeg klikke Prøv igen på alle de fejlede på én gang?

Nej, Prøv igen er pr. handling, fordi de fleste fejl kræver, at du retter noget først, ellers fejler de bare igen. Den eneste undtagelse er GLS-pakker, der fejlede på grund af Deposit Service uden tekst. Dem kan du sende samlet med Send alle som almindelig levering i boksen øverst på siden.

En overførsel til Dinero fejlede. Bliver ordren bogført to gange, hvis jeg klikker Prøv igen?

Tjek først i Dinero, om fakturaen alligevel er kommet over. Er den ikke det, kan du trygt klikke Prøv igen. Er den der allerede, skal du i stedet klikke Fjern, så handlingen flyttes til Annulleret og ikke køres igen.

Jeg har selv lavet labelen på GLS' hjemmeside. Hvordan får jeg fejlen væk?

Klik Fjern ud for den fejlede handling. Den flyttes til Annulleret, tæller ikke længere ved Ordrekø i menuen eller under Handling påkrævet, og fejlikonet i ordrelisten forsvinder. Har du mange at rydde op i, kan du filtrere på Fejlede og klikke Fjern alle fejlede.

Hvor ser jeg det præcise svar fra fragtfirmaet, så jeg kan sende det videre?

Klik på Detaljer under fejlteksten. Nederst på siden står det rå svar under Svar, og ved Handling står også den tekniske betegnelse i parentes. Kopiér det med i din mail til fragtfirmaet eller til support@shoporama.dk.

Mine GLS-pakker skal stilles ved døren, men labelen fejler. Hvad gør jeg?

Så bruger fragtmetoden Deposit Service, men hverken kunden eller fragtmetoden har skrevet, hvor pakken må stilles, og uden den tekst afviser GLS forsendelsen. Skriv en standardtekst i feltet Default kommentar på fragtmetoden og klik Prøv igen, eller klik Send som almindelig levering, hvis pakken bare skal afleveres som normalt. Se Kommentarer på GLS-ordrer.

En handling har stået i Kører i en time. Er den gået i stå?

Står der en Genstart-knap ud for den, er den gået i stå, og du kan sætte den tilbage i køen. Er der ingen knap, kører den faktisk lige nu, typisk fordi den eksterne tjeneste svarer langsomt. Så skal du bare vente lidt.

Hvorfor er fejlikonet i ordrelisten forsvundet, selvom jeg ikke har gjort noget?

Ikonet vises kun ved aktuelle fejl fra de seneste 14 dage. Det forsvinder også, hvis den samme handling er blevet prøvet igen, kørt, eller annulleret bagefter, fx fordi en kollega har klikket Prøv igen eller bestilt labelen på ny fra ordrelisten. Er labelen bestilt på ny, står den gamle fejl stadig i ordrekøen under Fejlede, indtil nogen klikker Fjern.

Har du brug for hjælp? Kontakt os på support@shoporama.dk.