Nødsituasjon

I nødstilfeller eller ved driftsstans kan du sende en SMS til vår nødtelefon

Vakttelefon (kun SMS)

+45 29 70 15 95

Send en SMS med følgende informasjon:

  • Ditt navn og nettbutikk
  • Beskrivelse av problemet
  • Telefonnummeret ditt for tilbakeringing

Notater: Denne tjenesten er kun for kritiske situasjoner der nettbutikken din er nede eller har alvorlige problemer. For vanlig support, vennligst bruk våre normale supportkanaler.

Det lærer du

  • Hvorfor forsiden i Shoporama er en kategori, og hvor du bygger den.
  • Hvordan du bygger forsiden op med sektioner i sidedesigneren.
  • Hvordan du får de rigtige produkter og billeder frem på forsiden.
  • Hvordan du undgår at forsidens layout havner på alle kategorisider, og hvornår en ændring slår igennem.

Forsiden sælger for resten af shoppen

Forsiden er det første mange kunder ser. På få sekunder skal den fortælle hvad du sælger, hvorfor man skal handle hos dig, og hvor man skal klikke hen. Du bygger den i sidedesigneren uden at kode: du vælger færdige sektioner, fylder tekst og billeder i, og temaet sørger for udseendet. Forsiden bygger på dine kategorier og produkter, så start med lektion 8, hvis du ikke har oprettet dem.

Forsiden er en kategori

I Shoporama er forsiden en kategori, der er valgt som forside-kategori. Da din shop blev oprettet, fik du en kategori der hedder Forsiden. Det betyder:

  • Kategoriens adresse bruges ikke. Forsiden ligger altid på shoppens hovedadresse.
  • Nye produkter kommer ikke af sig selv på forsiden. Du får dem frem med en produktsektion, som du kan læse om længere nede.
  • Titel og beskrivelse til Google skriver du på kategorien under Felter til søgemaskiner. Ellers bruger fx Montana bare "Forsiden - Din shops navn" som titel.

Kommer du fra en anden platform?

Mange platforme har en særskilt forside. I fx Shopify redigerer du startsiden i temaeditoren, og i WordPress med WooCommerce vælger du en almindelig side som forside. I Shoporama er forsiden en kategori, og du bygger dens layout i sidedesigneren på samme måde som layouts til kategorier, produkter, og landingssider. Derfor skal du vælge rigtigt, når du bestemmer hvilke sider et layout gælder for.

Åbn sidedesigneren for forsiden

  1. Gå til Design → Sidedesigner.
  2. Har forsiden allerede et layout, står det under Aktive sidelayouts med "Forsiden" under Bruges på. Klik på navnet for at åbne det.
  3. Ellers klik på Opret layout på kortet Forsiden. Du lander direkte i sidedesigneren med et tomt layout. Brug ikke kortet Kategori, for det laver et layout til alle kategorisider.
Sidedesignerens oversigt med listen Aktive sidelayouts, hvor forsidens layout står med Forsiden under Bruges på, og kortene Forsiden og Kategori med knappen Opret layout
Sidedesignerens oversigt. Listen Aktive sidelayouts dukker først op, når et layout har mindst én sektion. I en helt ny shop ser du derfor kun kortene.
  1. Aktive sidelayouts: her står forsidens layout med "Forsiden" under Bruges på. Klik på navnet for at åbne det.
  2. Kortet Forsiden. Mærket "1 layout" viser, at forsiden allerede har et layout.
  3. Opret layout laver et nyt layout til forsiden, hver gang du klikker.
  4. Kortet Kategori laver et layout til alle kategorisider. Brug det ikke til forsiden.

Klik derfor kun på Opret layout, hvis forsiden ikke har et layout i forvejen. Har du fået to, vises kun det der står som Aktiv nu, og det andet kan du slette med skraldespanden.

Byg forsiden op med sektioner

Et layout består af sektioner. Hver sektion er et vandret bånd på siden, fx et banner, en række kategorier, eller en produktliste. Du laver en sektion ved at vælge et modul i panelet Tilføj sektion, og sektionerne vises i shoppen i samme rækkefølge som i listen.

Sidedesigneren med forsidens layout: listen med sektionerne Stort banner, Kategoriliste, Produktliste, Mellemrum og Produkt-karusel, panelet Tilføj sektion til højre og knappen Gem
Sidedesigneren for forsiden. Sektionerne til venstre, modulerne til højre.
  1. Sektionerne over indholdet. Træk i topbjælken for at flytte en sektion. Rækkefølgen gemmes med det samme.
  2. Omdøb, fold ud eller sammen, kopiér, og slet. Et navn, du giver en sektion, ser kun du i admin.
  3. Et modul i panelet Tilføj sektion. Klik for at lægge det nederst, eller træk det på plads. Er panelet lukket, så klik på fanen Moduler i højre kant.
  4. Gem gemmer tekster, links, og billeder i sektionerne.

Typisk faldgrube

Klik på Gem, før du tilføjer, kopierer, eller sletter en sektion, og før du gemmer noget under Indstillinger. Siden bliver genindlæst, og tekst du ikke har gemt, går tabt.

Temaet bestemmer hvilke moduler du kan vælge. I Montana finder du fx Stort banner, Tekstbanner, Billedgalleri, Produktliste, Produkt-karusel, Kategoriliste, og Nyhedsbrev. Montana deler listen i sektioner over og under indholdet, men forsiden har intet indhold imellem, så de vises bare i rækkefølge.

Forsiden i webshoppen med et stort banner med teksten Ristet i denne uge og en kategoriliste med kaffekategorier
Sådan ser det ud i shoppen. De to øverste sektioner fra layoutet, vist med temaet Montana.
  1. Stort banner med overskrift, tekst, og knap.
  2. Kategoriliste med de kategorier du vælger i sektionen. Vælger du ingen, vises alle.

Ret indholdet i en sektion

Klik på pilen i topbjælken for at folde sektionen ud. Felterne skifter fra modul til modul. I feltet Link søger du et produkt, en kategori, en landingsside, en side, eller et blogindlæg frem, eller skriver en adresse.

Sektionen Produkt-karusel foldet ud med felterne Overskrift, Brødtekst, Link, Placering, Produktkilde, Udvalgte produkter, Kategorier, Landingssider og Max antal
En sektion foldet ud. Her en Produkt-karusel med de nyeste produkter.
  1. Pilen folder sektionen ud og sammen.
  2. Produktkilde: nyeste, populære, mest solgte, eller udvalgte.
  3. Udvalgte produkter og felterne under bruges, når kilden er Udvalgte.
  4. Max antal er det højeste antal produkter, sektionen viser.

Produkter på forsiden

Du får produkter frem med en produktsektion, fx Produktliste eller Produkt-karusel. Med kilden Nyeste følger sektionen selv med, når du lægger nye varer ind. Med Udvalgte vælger du selv produkterne, eller henter dem fra en kategori eller landingsside.

Viser en sektion færre produkter end forventet, så tjek Max antal (standarden er 12 i Montana), og om produkterne er online. Kun produkter der er online, kan vælges under Udvalgte produkter.

Typisk faldgrube

Er en produktsektion tom, eller står der "Ingen produkter fundet"? Står kilden på Populære eller Mest solgte, regner Montana dem ud fra betalte ordrer de seneste 90 dage, og dem har en ny shop ikke. Brug Nyeste eller Udvalgte til at begynde med.

Billeder og video

Billedfelterne tager JPG, PNG, og WebP. Der er ikke ét fast mål i pixels, for det afhænger af temaet, så læs hjælpeteksten ved feltet. I Montana fylder Stort banner hele skærmens bredde og er med standardhøjden ca. 3:1 på computer, altså tre gange så bredt som højt. Brug et bredt billede, gerne mindst 2.560 pixels bredt, og læg et stående billede i Billede (mobil). Sektionen kan også vise en baggrundsvideo.

Et råd til Google: overskriften i Montanas store banner bliver sidens hovedoverskrift, så skriv hvad du sælger frem for "Velkommen".

Kun forsiden, eller alle kategorier?

Klik på Indstillinger øverst i sidedesigneren. Fordi forsiden er en kategori, er sidetypen Kategori (inkl. forsiden). Det er Vælg specifikke sider der afgør, om layoutet kun gælder forsiden.

Vinduet Indstillinger for forsidens layout med feltet Brug dette sidelayout på sat til Kategori (inkl. forsiden), Forsiden valgt under Vælg specifikke sider, Online slået til og felterne til datoer og prioritet
Indstillinger for forsidens layout. Layoutet gælder kun forsiden, fordi "Forsiden" er valgt.
  1. Forsiden bruger sidetypen Kategori (inkl. forsiden).
  2. Med "Forsiden" valgt under Vælg specifikke sider gælder layoutet kun forsiden.
  3. Online slår layoutet til og fra.
  4. Datoer og Prioritet til planlagte forsider.

Typisk faldgrube

Fjerner du "Forsiden" under Vælg specifikke sider, eller opretter du layoutet fra kortet Kategori, gælder det "for alle sider af denne type", altså alle kategorier. Så står dit forsidebanner også på alle kategorisider. I oversigten ser du det ved, at der står Alle kategorier under Sidetype. Vælg "Forsiden" igen, og klik på Gem.

Ændringer, preview, og planlagte forsider

Der er ingen kladde. Et nyt layout er online fra start, og det du gemmer, kommer ud på forsiden. Når du har kunder, så lav større ændringer sådan her:

  1. Klon layoutet med kopi-ikonet i oversigten. Kopien er offline.
  2. Ret kopien, klik på Gem, og klik på Preview. Så ser du kopien i shoppen, uden at kunderne gør. Klik på Luk preview i bjælken øverst bagefter.
  3. Byt om: sæt kopien online og det gamle layout offline med kontakten i oversigten.

Til en kampagneforside, fx Black Friday, åbner du Indstillinger på en kopi. Udfyld Vises fra og med og Vises til og med, giv kopien en højere Prioritet end din normale forside, fx 1, og klik på Gem. Kopien må gerne stå som offline, for datoerne styrer den. Når perioden er slut, vises den normale forside igen.

Godt at vide

Indtil shoppen er live, ser du ændringer, så snart du genindlæser siden.

Når shoppen er live, gemmer Shoporama færdige sider i op til fire timer, så de loader hurtigt. Derfor kan der gå lidt tid, før alle ser en ændring, også når en planlagt forside starter. Via ikonet Vis webshop (øjet) øverst i admin ser du altid den nyeste udgave. Skal ændringen ud til alle med det samme, så klik på Gem og nulstil cache under Webshop → Generelt, og giv det et par minutter. Se Cache i Shoporama.

Temaet bestemmer udseendet

Sidedesigneren bestemmer hvilke sektioner forsiden har, i hvilken rækkefølge, og hvad der står i dem. Hvordan de ser ud, fx skrift, farver, og afstande, bestemmer temaet. Finder du ikke en indstilling i sektionen eller i temaindstillingerne, er det temaet der sætter grænsen. Skifter du tema, så tjek forsiden, for det nye tema har ikke nødvendigvis de samme moduler. Læs mere i lektion 2.

Gør det nu

Byg en forside med et stort banner, en kategoriliste, og en produktliste med dine nyeste varer. Trinnet i Akademiet bliver gennemført, når forsiden har et online layout med mindst én sektion.

Åbn Sidedesigner →

Ofte stillede spørgsmål

Hvorfor er min forside helt tom, selvom jeg har oprettet produkter?

Når forsiden har et layout med sektioner, viser Montana kun sektionerne. Produkterne kommer altså først frem, når du tilføjer en produktsektion, fx en Produktliste med kilden Nyeste. Har forsiden intet layout, viser Montana op til 8 kategorier og de online produkter, der ligger i forside-kategorien. Nye produkter bliver ikke lagt i den af sig selv.

Kan jeg bare lægge et velkomstbillede og en kort tekst på?

Ja. Tilføj et Stort banner, udfyld Overskrift og Beskrivelse, vælg et Billede, og klik på Gem. Vil du have en knap, så udfyld også Knaptekst og Link. Husk at Montana kun viser sektionerne, når forsiden har et layout, så tilføj gerne en produktsektion under banneret.

Kan jeg lave mine egne sektioner, eller er jeg låst til dem der findes?

Du vælger blandt de moduler, dit tema har, og du kan ikke oprette nye modultyper i admin. Du kan til gengæld bruge det samme modul flere gange og give sektionerne egne navne. I Montana kan modulet Tilpasset kode vise din egen HTML eller JavaScript. Helt nye moduler er en opgave for en udvikler, der arbejder med temaets filer.

Kan jeg genbruge samme layout på flere kategorisider?

Ja. Opret et layout fra kortet Kategori, åbn Indstillinger, og vælg kategorierne under Vælg specifikke sider. Vælger du ingen, gælder layoutet alle kategorier, der ikke har deres eget layout. En kategori, der allerede har et aktivt eller planlagt layout, dukker ikke op, når du søger.

Kan jeg vise et banner med leveringstider eller en kampagnebesked på forsiden?

Ja. Modulet Tekstbanner i Montana er en stribe med tekst, farve, og evt. link, og med Kan lukkes kan de besøgende skjule den. Skal beskeden stå på alle sider og ikke kun på forsiden, så brug i stedet Topbar-besked eller USP'er under Design → Temaindstillinger.

Kan jeg vise åbningstiderne i vores fysiske butik på forsiden?

Ja, i Montana med modulet Adresse & kort. Skriv adressen i Adresse og åbningstiderne i Ekstra info, så vises de sammen med et kort. Uden en adresse eller en indlejringskode vises sektionen ikke. Læs mere i Vis butikkens adresse og et kort.

Kan jeg teste to forsider mod hinanden?

Ja. Klon forsidens layout, ret kopien, og sæt den online. Opret derefter en Ny split-test under Design → Split-test, og vælg forsidens sidelayout som det, du vil teste. Testen fordeler først de besøgende, når mindst to layouts er online. Se Sådan opretter og kører du en split-test.

Hvor mange produkter kan jeg vise på forsiden?

I Montana viser en produktsektion 12 produkter, hvis du ikke ændrer Max antal, og du kan sætte feltet op til 50. Vil du vise flere, så tilføj flere produktsektioner, fx én med Nyeste og én med Udvalgte, eller link til en kategori med hele sortimentet.

Jeg har omdøbt forside-kategorien. Hvordan finder jeg den igen?

Den er der stadig. Under Indhold → Kategorier står mærket Forside ud for den, og under Webshop → Generelt viser feltet Forsidekategorien, hvilken kategori der er forsiden. Husk at Montana bruger kategoriens navn i sidens titel, hvis du ikke har skrevet en titel under Felter til søgemaskiner.

Vil du gå i dybden?

Supportartiklerne forklarer de enkelte funktioner i detaljer.

Shoporama Akademi · Lektion 09 / 13 · Nyeste udgave: www.shoporama.dk/akademi/byg-din-forside · Udskrevet 14.09.2026