Nødsituation

Ved akutte situationer eller nedbrud kan du sende en SMS til vores vagttelefon

Vagttelefon (kun SMS)

+45 29 70 15 95

Send en SMS med følgende information:

  • Dit navn og webshop
  • Beskrivelse af problemet
  • Dit telefonnummer for tilbageringning

Bemærk: Denne service er kun til kritiske situationer hvor din webshop er nede eller har alvorlige problemer. For almindelig support, brug venligst vores normale supportkanaler.

Produktanmeldelser

Lær hvordan du bruger produktanmeldelser i Shoporama. Indsaml kundeanmeldelser automatisk, moderer dem og vis stjernebedømmelser på dine produktsider.

Læsetid: ca. 18 minutter
Shopejer

Produktanmeldelser giver dine kunder mulighed for at bedømme og anmelde de produkter, de har købt. Anmeldelser skaber troværdighed, hjælper andre kunder med at træffe købsbeslutninger, og forbedrer din synlighed i søgemaskiner.

Sådan fungerer det

  1. En kunde gennemfører et køb i din webshop
  2. Når ordren er markeret som afsendt, går der det antal timer du selv har valgt, og så modtager kunden automatisk en mail med opfordring til at anmelde de købte produkter
  3. Kunden klikker på linket og giver en stjernebedømmelse (1-5 stjerner) samt en valgfri tekstanmeldelse for hvert produkt
  4. Anmeldelsen oprettes som uoffentliggjort og afventer din godkendelse
  5. Du godkender anmeldelsen i administrationen, og den vises på produktsiden

Automatiske anmeldelsesmails

Du kan opsætte automatisk udsendelse af anmeldelsesmails under Konto → Webshop → Generelt i fanen Mails. Angiv, hvor mange timer der skal gå fra ordren markeres som sendt, til mailen sendes.

Tip: Et godt tidspunkt er 48-72 timer efter afsendelse, så kunden har haft tid til at modtage og prøve produktet.

Kunder der har frameldt sig anmeldelsesmails, modtager dem ikke. Kunder med en konto i din webshop får desuden kun anmeldelsesmailen én gang. Har de fået den ved en tidligere ordre, får de den ikke igen ved næste køb.

Hvornår sendes anmeldelsesmailen

Timerne tælles fra det øjeblik, hvor ordren får status Afsendt. De tælles altså hverken fra ordredatoen eller fra betalingen. Skriver du 48 i feltet, går der 48 timer fra statusskiftet, til kunden får mailen.

  • Ordren skal være betalt og have status Afsendt. Ubetalte ordrer og ordrer der endnu ikke er sendt af sted, får ingen anmeldelsesmail
  • Der tjekkes en gang i timen. Mailen sendes i den time, hvor det angivne tidsrum udløber, og altså ikke på minuttet
  • Et tomt felt slår funktionen fra. Udfylder du ikke antallet af timer, sendes der slet ingen anmeldelsesmails
  • Kun ordrer fra de seneste 30 dage. Ordrer der blev markeret som afsendt for mere end 30 dage siden, bliver aldrig hentet frem igen. Ændrer du timeantallet, får dine gamle ordrer altså ikke pludselig en mail
  • Hold dig under 720 timer. 720 timer er 30 døgn. Skriver du et højere tal, er ordren allerede faldet ud af 30-dages-vinduet, når mailen skulle have været sendt, og så bliver den aldrig sendt

Tip: Vil du kontrollere at mailene rent faktisk går ud, kan du finde dem under Konto → Webshop → Sendte mails. Her kan du både åbne den enkelte mail og sende den igen.

Selve mailen bygges på skabelonen product_review_mail.html i dit tema. Alle Shoporamas indbyggede temaer har den. Har du et specialbygget tema uden skabelonen, bliver der ikke sendt noget, uanset hvad der står i feltet.

Sådan skriver kunden anmeldelsen

Linket i mailen fører til en side i din egen webshop med præcis de produkter, kunden har købt på den pågældende ordre. Kunden skal hverken logge ind eller oprette en konto. Linket indeholder en kontrolkode, der er knyttet til ordrens mailadresse, så det kun virker for den rigtige ordre.

  • Kunden giver hvert produkt en bedømmelse fra 1 til 5 og kan skrive en kommentar. De fleste temaer viser bedømmelsen som stjerner, enkelte bruger smileys
  • Hvor mange anmeldelser der oprettes, afhænger af dit tema. Nogle temaer opretter kun anmeldelser for de produkter, kunden faktisk har bedømt, mens andre sender en bedømmelse med for alle varer på ordren. Kig listen igennem efter den første anmeldelse, så ved du, hvad dit tema gør
  • Når kunden gemmer, kvitterer siden med en tak, og anmeldelserne lander i din liste som ikke godkendte

Siden kommer fra skabelonen product_review.html i dit tema, så den følger din shops design helt automatisk. Mangler dit tema den skabelon, kan siden ikke vises, og så fører linket i mailen ingen steder hen.

Derfor bliver mailen ikke altid sendt

Oplever du at der kommer færre anmeldelser ind end forventet, er der en håndfuld helt normale forklaringer. Anmeldelsesmailen springes over hvis:

  • Ordren ikke er betalt, eller ikke har status Afsendt
  • Ordren blev markeret som afsendt for mere end 30 dage siden
  • Kunden allerede har anmeldt et af produkterne på ordren fra samme mailadresse
  • Kunden har en konto i din webshop og har fået en anmeldelsesmail før. Kunder med konto får kun mailen én gang i alt, mens gæstekøb uden konto godt kan udløse en mail pr. ordre
  • Mailadressen står på afmeldelisten for anmeldelsesmails, fordi kunden har klikket afmeld i en tidligere mail
  • Dit tema mangler skabelonen til anmeldelsesmailen
  • Feltet under Konto → Webshop → Generelt i fanen Mails står tomt

Læs mere om hvordan afmeldingerne fungerer i Afmeld-links i automatiske mails.

Forhåndsvis og send test-mail

Inden du tænder for de automatiske anmeldelsesmails, er det en god idé at se, hvordan mailen kommer til at se ud for kunden. Det kan du gøre direkte i administrationen under Konto → Webshop → Mailtest.

  1. Gå til Konto → Webshop → Mailtest
  2. Vælg product_review_mail.html i venstre kolonne
  3. Mailen vises som en forhåndsvisning med både emnelinje og indhold, baseret på tilfældige testdata fra din webshop
  4. Indtast din egen e-mailadresse og klik Send test-mail for at modtage mailen i din indbakke

Tip: Genindlæs siden for at se mailen med en ny tilfældig ordre. På den måde kan du tjekke at layoutet ser fornuftigt ud uanset hvad kunden har købt. Du kan sende op til 3 test-mails i minuttet og 20 i timen, så du ikke kommer til at fylde din egen indbakke.

Vil du ændre sproget i mailen, fx overskrifter eller den indledende tekst, kan du oversætte teksterne under Butik → Design → Tekster. Vælg sektionen Mail i rullelisten for at finde de tekster der bruges i anmeldelsesmailen.

Håndtering af anmeldelser

Alle anmeldelser administreres under Produkter → Anmeldelser i administrationen. Her kan du:

  • Se en oversigt over alle anmeldelser med godkendelsesstatus, bedømmelse, produkt, og dato
  • Godkende eller afvise anmeldelser enkeltvis
  • Bruge massehandlinger til at godkende, afvise, eller slette flere anmeldelser på én gang
  • Se antallet af ventende anmeldelser i dashboardet

Bemærk: Anmeldelser fra dine kunder er uoffentliggjorte og skal godkendes manuelt, før de vises for andre kunder. Det giver dig fuld kontrol over, hvad der vises på din webshop. Anmeldelser du importerer fra en CSV-fil, er dog godkendte fra start.

Oversigt over produktanmeldelser i Shoporama med godkendt-flag, tidspunkt, produkt, ordre, vurdering fra 1 til 5, og anmeldelsestekst
Anmeldelsesoversigten i administrationen viser godkendelsesstatus, tidspunkt, produkt, vurdering, og anmeldelsestekst for hver anmeldelse. Med afkrydsningsfelterne kan du godkende, afvise, eller slette flere anmeldelser på én gang.

Godkend, afvis, eller slet anmeldelser

Anmeldelserne finder du under Produkter → Anmeldelser. Er der anmeldelser der venter på dig, står antallet i parentes ved siden af menupunktet, og på dashboardet har du feltet Nye anmeldelser, der linker samme sted hen.

  1. Én ad gangen: klik på ikonet i kolonnen Godkendt. Et gråt kryds betyder ikke godkendt, og et grønt flueben betyder godkendt. Klikket gemmer med det samme, uden at siden hentes forfra, så du kan køre hurtigt ned gennem listen
  2. Flere ad gangen: sæt flueben i kolonnen længst til venstre. Fluebenet i kolonneoverskriften markerer alle anmeldelser på siden på én gang
  3. Vælg handling: Godkend markerede, Afvis markerede, eller Slet markerede nederst på listen

Forskellen på at afvise og at slette er værd at have styr på. Afvis fjerner kun godkendelsen. Anmeldelsen bliver liggende i listen og kan godkendes igen senere, hvis du skifter mening. Slet fjerner anmeldelsen permanent, og derfor beder Shoporama dig bekræfte, før sletningen gennemføres.

Bemærk: Kun godkendte anmeldelser tæller med i produktets gennemsnit og i antallet af anmeldelser. Afviser du en anmeldelse igen, forsvinder den både fra produktsiden og fra gennemsnittet.

Søg og sortér i anmeldelserne

Har du mange anmeldelser, er der tre værktøjer der gør listen nemmere at arbejde med:

  • Søgefeltet søger på én gang i produktnavnet, anmelderens navn, og selve anmeldelsesteksten. Det er den hurtigste vej, hvis en kunde skriver til dig om en bestemt anmeldelse
  • Kolonneoverskrifterne Godkendt, Tidspunkt, Produkt, Vurdering, og Anmelder sorterer listen. Klik igen på samme overskrift for at vende rækkefølgen
  • Antal pr. side kan sættes til 10, 25, 50, eller 100. Valget huskes til næste gang du åbner listen

To sorteringer er særligt nyttige i hverdagen. Sortér på Godkendt for at samle alle de anmeldelser der endnu ikke er behandlet. Sortér på Vurdering, og klik en gang til på overskriften, så står de laveste bedømmelser øverst, og du fanger de utilfredse kunder med det samme. Søgning og sortering arbejder hver for sig: søger du, vises resultaterne altid med de nyeste øverst.

Kolonnerne er samtidig genveje: produktnavnet åbner produktet, ordrenummeret åbner ordren, og anmelderens navn viser kundens øvrige ordrer.

Sådan følger du op på en anmeldelse

Shoporama har ikke et felt, hvor du skriver et offentligt svar under kundens anmeldelse. Til gengæld kan du gå direkte fra anmeldelsen til kunden: klik på ordrenummeret i kolonnen Ordre, så åbner ordren med kundens kontaktoplysninger, og du kan tage fat i kunden personligt.

Anmeldelser der er importeret fra et andet system, eller hvor ordren siden er slettet, har ingen ordre tilknyttet. I stedet viser listen det navn, der stod i importfilen, og så har du ikke en mailadresse at gå videre med.

Bemærk: Vær varsom med at slette kritik. En produktside hvor hver eneste anmeldelse er på fem stjerner, virker utroværdig på nye kunder, og det kan være i strid med markedsføringsloven systematisk kun at offentliggøre de positive anmeldelser. Er du i tvivl om reglerne, så spørg din egen rådgiver.

En saglig treer er sjældent et problem. Den er derimod gratis viden: er produktbeskrivelsen upræcis, passer størrelsesguiden ikke, eller manglede der noget i pakken? Retter du årsagen, falder både returneringer og fremtidig kritik.

Visning på produktsider

Godkendte anmeldelser vises automatisk på produktsiderne med:

  • Stjernebedømmelse — 1-5 stjerner for hvert produkt
  • Gennemsnitlig bedømmelse — Samlet gennemsnit af alle godkendte anmeldelser
  • Antal anmeldelser — Hvor mange anmeldelser produktet har modtaget
  • Anmeldelsestekst — Kundens egne ord om produktet
  • Kundens navn og dato — Hvem der har skrevet anmeldelsen og hvornår

Anmeldelserne inkluderer automatisk strukturerede data (schema.org), som gør at stjernebedømmelserne kan vises direkte i Google-søgeresultaterne.

Vis anmeldelser som stjerner i Google Shopping

Dine godkendte produktanmeldelser kan også vises som stjerner på dine Google Shopping-annoncer og i Googles gratis produktlister. Det kræver et særskilt feed, du tilmelder i Google Merchant Center, og det er indbygget i Shoporama. Se hvordan i Få stjerner i Google Shopping med produktanmeldelser.

Import og eksport

Hvis du skifter fra en anden webshop-løsning, kan du importere eksisterende anmeldelser via CSV-fil. Du kan også eksportere alle dine anmeldelser til CSV for backup eller analyse.

Ved import skal CSV-filen indeholde produkt-ID, bedømmelse, og anmeldelsestekst. Importerede anmeldelser godkendes automatisk.

Upload anmeldelser fra en CSV-fil

Skifter du til Shoporama fra et andet system, er anmeldelserne noget af det, det gør ondt at efterlade. De er samlet over år, og de er med til at sælge. Derfor kan du lægge dem ind i din nye shop med et par klik.

  1. Gå til Produkter → Anmeldelser og klik Importer øverst til højre
  2. Vælg din fil under Upload CSV-fil
  3. Klik Importer
  4. Kvitteringen øverst på siden fortæller, hvor mange anmeldelser der blev indlæst

Filen skal være i CSV-format med semikolon som feltadskiller, og første række skal indeholde kolonnenavnene. Der er ikke forskel på store og små bogstaver i kolonnenavnene. Filen må gerne være gemt i en anden tegnkodning end UTF-8, fordi indholdet konverteres ved indlæsningen, så æ, ø, og å ikke bliver til tegnsalat.

Kolonner i filen

  • product_id: Shoporamas interne produkt-ID. Obligatorisk
  • rating: et helt tal mellem 0 og 5
  • description: selve anmeldelsesteksten
  • created: dato og tidspunkt i formatet 2021-04-24 12:30:00. Udelader du kolonnen, får anmeldelsen importtidspunktet som dato
  • name: navnet på den der har anmeldt. Kolonnen må også hedde order_name
  • order_id og webshop_order_id: valgfrit. Har du dem med, kobles anmeldelsen til den rigtige ordre i din shop. Shoporamas interne ordre-ID bruges først, og ellers falder importen tilbage på dit eget ordrenummer

Tip: Klik Eksporter på anmeldelseslisten, før du bygger din importfil. Så får du en fil med alle de kolonner importen forstår, og du kan bruge den som skabelon. Filen har et par ekstra kolonner, som importen bare ser bort fra.

Bemærk: Alle importerede anmeldelser lægges ind som godkendte og er dermed synlige på produktsiderne med det samme. Læs filen igennem, inden du uploader den.

Rækker der peger på et produkt, som ikke findes i netop denne webshop, springes over uden fejlmeddelelse. Derfor er tallet i kvitteringen din kontrol: passer det ikke med antallet af linjer i filen, er der linjer med et produkt-ID, importen ikke kunne finde. Importen tjekker heller ikke for dubletter, så uploader du den samme fil to gange, kommer anmeldelserne ind to gange.

Anmeldelser uden en tilknyttet ordre har hverken ordrenummer eller mailadresse. Har du fået lavet tilpasninger i dit tema, der viser oplysninger fra ordren sammen med anmeldelsen, skal de kunne tåle at ordren mangler.

Ofte stillede spørgsmål

Hvordan ser jeg anmeldelsesmailen, før den sendes til kunderne?

Gå til Konto → Webshop → Mailtest, vælg product_review_mail.html og se mailen med tilfældige testdata. Du kan sende en test-mail til din egen indbakke og se nøjagtigt det, kunden vil modtage.

Kan jeg ændre teksten i selve mailen?

Ja. De faste tekster i mailen administreres under Butik → Design → Tekster i Mail-sektionen. Her kan du oversætte og tilpasse formuleringerne uden at røre temaets kode.

Hvorfor skal jeg godkende anmeldelser manuelt?

Manuel godkendelse giver dig kontrol over hvad der vises på dine produktsider. Du undgår spam, fejlskrevne anmeldelser, og misforståelser. Det er ekstra vigtigt fordi anmeldelser bruges i strukturerede data og kan vises i Googles søgeresultater.

Hvad sker der hvis kunden har frameldt sig anmeldelsesmails?

Har kunden klikket afmeld i en tidligere anmeldelsesmail, står mailadressen på din afmeldeliste, og der bliver ikke sendt flere anmeldelsesmails til den. Kunder med en konto i din webshop får desuden kun anmeldelsesmailen én gang i alt, uanset hvor mange ordrer de lægger.

Hvor mange timer efter afsendelsen bør jeg sende mailen?

48-72 timer efter at ordren er markeret som sendt, er et godt udgangspunkt. Så har kunden modtaget pakken og nået at prøve produktet. Tester du forskellige tidspunkter, kan du selv finde det interval der giver flest anmeldelser i din branche.

Påvirker anmeldelser min synlighed i Google?

Ja. Godkendte anmeldelser udstilles automatisk med strukturerede data (schema.org), og Google kan vælge at vise stjernebedømmelserne direkte i søgeresultaterne. Det giver typisk højere klikrate på din annonce eller organiske visning.

Kan jeg flytte anmeldelser med fra et andet system?

Ja. Du kan importere eksisterende anmeldelser via CSV. Filen skal indeholde produkt-ID, bedømmelse, og anmeldelsestekst. Importerede anmeldelser godkendes automatisk.

Hvad er forskellen på at afvise og at slette en anmeldelse?

Afvis fjerner kun godkendelsen. Anmeldelsen bliver liggende i listen, forsvinder fra produktsiden og fra gennemsnittet, og kan godkendes igen når som helst. Slet fjerner anmeldelsen permanent, og den handling kan ikke fortrydes. Er du i tvivl, så afvis.

Kan jeg svare kunden på en dårlig anmeldelse?

Der er ikke et felt til et offentligt svar under anmeldelsen. Til gengæld kan du klikke på ordrenummeret i kolonnen Ordre og komme direkte til kundens ordre, hvor du har kundens kontaktoplysninger og kan skrive personligt. Det er ofte den bedre løsning: kunden føler sig set, og du får at vide hvad der reelt gik galt.

Kan jeg sende anmeldelsesmails ud til mine gamle ordrer?

Nej. Der ses kun på ordrer, der er markeret som afsendt inden for de seneste 30 dage. Tænder du for funktionen i dag, virker den altså fremadrettet, og der ryger ikke en klump mails ud til dine gamle ordrer. Har du anmeldelser fra et tidligere system, er vejen ind i stedet CSV-importen.

Hvor finder jeg det produkt-ID, importfilen skal bruge?

Nemmest er at klikke Eksporter på anmeldelseslisten. Eksportfilen indeholder både produkt-ID og produktnavn, og den har alle de kolonner importen forstår. Du kan også åbne produktet i administrationen og aflæse tallet til sidst i adresselinjen.

Har du spørgsmål til produktanmeldelser, er du velkommen til at kontakte os på support@shoporama.dk.